Thailand - torsdag den 16. marts 2006


Strand og pizza Roma

Tilbage

Atter en dag, hvor der blev dømt afslapning. Op kl. 07:15 og tid til lidt dagbog og et godt morgenbad mens far og mor tyvstartede på morgenmaden.

Vi havde planer om at starte dagen med at tage på marked, men det lokale marked startede først over middag. Stranden havde derfor 2. prioritet.

Det blev næsten som det plejede, når det var strandtur. Ned og leje 3 liggestole. Vores massagepige satte 3 liggestole sammen, så snart hun fik øje på mig. Ned og ligge efter at have gået de få hundrede meter på det varme fortov. Ud i havet for at blive svalet af, ind og blive dryppet af og tilbage i liggestolen. Op af formiddagen en kold øl og derefter en gang massage til mig. Så var vi efter middag og tid for frokost. Et par rugbrødsmadder på vores altan. Dertil en enkelt snaps og en god kold øl.

Siesta i det forholdsvis kølige hotelværelse, hvorefter vi fik en kop kaffe. Dejligt med afslapning mens det var allervarmest. Ved 17:30 tiden begyndte vi at røre lidt på os. En enkelt drink og så ned til stranden, for at se, om solnedgangen var lige så god som i går. Det var den ikke...

Til gengæld var der almindelig optræk til regn, så vi søgte direkte mod den restaurant, der skulle beværte os i aften.

Vi havde bestemt os for restaurant Roma, som vi havde besøgt en gang før. Mor ville gerne have spaghetti carbonara og far ville gerne have en pizza med ost, chili og hvidløg. Jeg ville gerne lykkes med en omgang spicy thairet. Jeg bestilte oksekød med babychili. Så måtte det da for pokker ske, at jeg fik maden lidt krydret - men nej...

Da maden kom ind - eller ud, for vi sad udenfor - var min ret ganske vist en god snert af thailandsk, men som sædvanlig var det med en skål med chili ved siden af. Restauranterne i Patong måtte have dårlige erfaringer med turister, der bestilte spicy food uden at kunne tåle det.

Jeg hældte chilien over maden og bestilte en ekstra portion chili. Så smagte retten tilpas hot og jeg fik sved på panden. Alle var yderst tilfreds med maden og da vi var færdige, blæste det kraftigt op - et godt tegn på regn. Så vi skyndte os at betale. Regningen lød på 625 b. Et fund til prisen, især når man tænker, at de to kander øl som vi fik, hver kostede 250 b. pr. liter?

Da vi gik ned af gaden mod stranden, begyndte regnen og vi kaprede den nærmeste tuktuk og bad chaufføren køre os til Coconut Village.

Vel hjemme måtte vi atter sande, at vi var trætte om aftenen, så efter en godnatdrink, kravlede vi i seng kl. 2045!

1
2
3
4
5
6
7
8
9